Hvorfor vælger lande forskellige styreformer, og har dette valg betydning for den demokratiske udvikling? Det er de to centrale spørgsmål, der bliver diskuteret i afhandlingen. Med udgangspunkt i en afsøgning af forskellige teorier om demokratisering fokuseres der på forfatningskampene i 20 tidligere kommunistiske lande og erfaringerne fra disse landes demokratiske udvikling.
Det bliver vist, at der foregår en kamp om styreformen. En kamp inden for rammerne af historiske udviklingsforløb og eksisterende institutioner, hvor politiske aktører søger at udnytte de distributive karakteristika ved forskellige forfatningskonstruktioner til at sikre, beskytte og fremme egne interesser samt at minimere den usikkerhed, som omstilling til demokrati og markedsøkonomi udgør.
Det bliver vist, at moderat pluralisering - især for præsidentielle systemer - bidrager mere til demokratisk udvikling, end både ekstrem fragmentering af parlamentet og ´mindre- end- to´ partisystemer, men den stærke sammenhæng mellem demokratisk udvikling og socio-økonomisk modernisering viser, at selv om forfatninger er blevet ikoner for politisk udvikling og kan forstærke underliggende faktorer, så er de ikke tilstrækkelige forklaringer på demokratisk udvikling.
Udgivet: 01.01.2000
ISBN: 8773350990
Pris: 50,00 DKK inkl. moms