politica | 39

Nr. 4 | 2007

Anvendt etik
Filosoffer og politologer har i de seneste år søgt at bidrage til en videnskabelig behandling af aktuelle værdispørgsmål. Det drejer sig om bidrag til en definition af begreber, der anvendes flittigt i den offentlige debat, samt om bidrag til at afklare, hvad vi bør gøre i en række aktuelle politiske problemstillinger. Dette nummer af Politica bringer bidrag af begge type. Kasper Lippert-Rasmussen behandler begrebet diskrimination. Et af de bemærkelsesværdige resultater af Lippert-Rasmussens analyse er, at det ikke er en del af definitionen af diskrimination, at de, der diskrimineres imod, stiles ringere. Imidlertid kan det hævdes, at det er typisk, at de, som udsættes for diskrimination, stilles ringere. Videre kan det forhold begrunde, at de fleste tilfælde af diskrimination er moralsk forkerte. Men de er det ikke, fordi de udgør tilfælde af diskrimination, de er det, fordi de stiller dem, der diskrimineres, ringere. På baggrund af klare definitioner af politologisk relevante fænomener er det den normative politiske teoris og filosofis opgave at vurdere de normative egenskaber ved disse fænomener – er der tale om moralsk dårlige eller moralsk gode fænomener? To hovedtraditioner i etikken eller den moralske filosofi leverer konkurrerende (i det mindste hvad angår begrundelsen af korrekte handlinger og institutioner) bud på, hvorledes sådanne vurderinger skal foretages. Den første position er den pligtetiske eller deontologiske, som mange forbinder med Kants moralske filosofi. Den anden er den konsekvens-eller ansvarsetiske position, der forbindes med Bentham og Mill. Den pligtetiske position indgår i Sune Lægaards og Søren Flinch Midtgaards bidrag i dette nummer som henholdsvis en begrundelse af ytringsfrihed og som en måde at vurdere de normative egenskaber ved de undtagelser, der kendetegner fristaden Christiania, på. I Kants udformning af en sådan position afgøres de normative egenskaber ved forskellige fænomener a priori, dvs. uden henvisning til erfaringen eller empirien. Nærmere bestemt testes handlingsmaksimer ved at se på, om de modsigelsesfrit kan gøres til universelle love for adfærd, eller om de kan villes som universelle love givet at bestemte hypotetiske omstændigheder for aktøren gør sig gældende. I Morten E. J. Nielsens bidrag appelleres hovedsageligt til den modsatte position (en position, der også indgår i Lægaards og Midtgaards bidrag), nemlig den konsekvensetiske. Nærmere bestemt anvendes en kompleks velfærdsvariant af fordelingssensitiv konsekventialisme (en, der definerer relevante konsekvenser som konsekvenser for menneskelig velfærd) til at vurdere betimeligheden af et tørklædeforbud. Konsekvensetiske positioner er karakteristisk mere afhængige af empiriske vurderinger end de deontologiske. Givet en definition af det ultimative mål (fx menneskelig lykke) er det i hovedsagen et empirisk spørgsmål, hvilke handlinger og institutioner, der fremmer dette mål mest muligt. Fastlæggelsen af selve målet er dog ikke i nogen ukontroversiel forstand et empirisk spørgsmål. Normativ analyse vurderer altså de normative egenskaber ved veldefinerede politologisk relevante fænomener, og denne vurdering involverer i varierende grad empirisk analyse. I øvrigt er der, med hensyn til de positioner, der er relativt empirifølsomme, ofte en hensigtsmæssig arbejdsdeling, således at den politiske teori eller filosofi angiver metoden til at fastlægge, hvad der er moralsk korrekte handlinger og institutioner (fx de med de bedst mulige konsekvenser for velfærd), mens den i udpegelsen af konkrete handlinger og institutioner må bero på resultaterne fra empiriske grene af samfundsvidenskaben.

Temanummeret er redigeret af Søren Flinch Midtgaard (midtgaard@ps.au.dk).

politicas kontaktperson: Christoffer Green-Pedersen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, telefon 89421297, e-mail cgp@ps.au.dk