Kontakt  |  Søg  |  Oversigt          
politica - HJEM
 
Se alle pressemeddelelser

PRESSEMEDDELELSE:

Børn danner selvstændigt og kreativt deres egne politiske og moralske holdninger
På baggrund af en undersøgelse af knap 900 børn i alderen fra 8 til 14 år dokumenteres det, at børn på en langt mere kreativ og selvstændig måde end tidligere antaget danner politiske og moralske forestillinger.
 
Børn er igennem historien skiftevis blevet beskrevet som små egoistiske djævle, der skal afrettes, eller som små altruistiske basser, der under de rette omstændigheder kan udvikle englevinger. Fælles for begge perspektiver er, at barnet anses for inkompetent og umodent i moralsk og politisk henseende. Dette leder til opfattelsen af, at forældre og andre opdragere er ansvarlige i forhold til, at nye generationer får ’ordentlige’ moralske og politiske forestillinger.
 
I Ph.d.-afhandlingen, Den politiske legitimitets oprindelse – en fodnote til Easton, konstaterer Pia Vedel Ankersen, at forældre og andre voksnes mulighed for at påvirke børns moralske og politiske forestillinger er begrænset. De kan dog være inspirationskilder for børns selvstændige dannelse af moralske og politiske forestillinger. Børn er nemlig meget kreative og kompetente i forhold til at danne moralske og politiske forestillinger.
 
Pia Vedel Ankersen tager udgangspunkt i evolutionsteori og beskriver på den baggrund, hvorfor og hvordan børn meget tidligt danner moralske og politiske forestillinger. Igennem evolutionen har der for menneskets vedkommende været pres på udviklingen af evnen til samarbejde og derigennem at danne fællesskaber. I et fællesskab skal man kunne samarbejde, men det er også vigtigt, at man ikke bliver udnyttet. Det medfører et udviklingspres. Presset har medført, at børn fødes med anlæg for sociale følelser. Disse er eksempelvis sympati, afsky, misundelse, vrede, skyld, tillid og mistillid. Tillid og sympati motiverer til samarbejde, mens vrede er motiverende i forhold til at afstraffe en kammerat, som snyder, eller trække sig tilbage fra samarbejdet.
 
Pia Vedel Ankersen udtaler: ”Evolutionsteori påpeger, at barnet fødes forberedt og veludrustet til at udvikle sociale kompetencer”. Konkret beskriver afhandlingen udviklingen af børns forståelse af det politiske system i Danmark. Allerede i 2. klasse har børn en forståelse for den politiske dimension, som udspændes mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og modkandidaten fra Socialdemokratiet. I 5. klasse har børn udviklet holdninger til Pia Kjærsgaard; og det er muligt at spore en begyndende bevidsthed og holdninger til de politiske partier. I 8. klasse er børns forståelse af det politiske system sammenligneligt med, hvorledes vi fra andre undersøgelser ved, voksne forstår det politiske system.
 
Pia Vedel Ankersen forsvarer sin afhandling den 18. august. Forsvaret af afhandlingen indledes af en forelæsning med overskriften ”Hvilke faktorer er bestemmende for børns politiske socialisering? Positioner i en løbende, flerfaglig debat”.
 
Ph.d.-forsvaret finder sted i auditorium AI, bygning 1333, Aarhus Universitet - fredag den 18. august 2006 kl. 14.15-16.00. Alle er velkomne.
 
Nærmere oplysninger: Cand.phil. Pia Vedel Ankersen, tlf. 8691 4471, pia@kalifatet.dk
 
Afhandlingen er udkommet på Forlaget politica og kan bestilles på politica@ps.au.dk. Prisen er 125,00 inkl. moms.
 
 
 
     Ophavsretten tilhører politica. Materialet må ikke bruges eller distribueres i kommercielt øjemed.